Efter en omfattende restaurering af de smukke landskabsbilleder i husets stue i 2024, kom turen i 2025 til hele det emblematiske rum og dets møblement. Det ambitiøse projekt, med fokus på arkitekt Kaj Gotlobbs oprindelige idéer, blev ledet af husarkitekt Remy Tilak. Udover istandsættelse af loft og parketgulv, fik møblerne i rummet den største opmærksomhed. Samtlige indbyggede sofaer, lænestole og sofaborde blev restaureret helt fra bunden og ompolstret. Møbelpolstrer Coulon løste den store opgave. Med respekt for Kaj Gottlobs oprindelige skitser blev der valgt et sortgråt uldent stof, den helt klassiske Hallingdal fra Kvadrat. Også gardinerne blev fornyet og her blev der valgt en flot rød i dessinet Relate, ligeledes et stof fra Kvadrat. Kaj Gottlobs farvepalet har påny indfundet sig i Husets smukkeste rum.
Der er blevet kælet særligt meget for belysningen, som er afgørende for rummets atmosfære. Lysarkitekt Marianne Tuxen har stået for lyssætningen. Nye ”tulipan” lamper taler med PH’s ikoniske kogler fra 1958. Al belysning styres via Casambi via en Ipad og de forskellige lysscenarier skaber den rigtitige stemning alt efter hvilken måde rummet bruges på, det være sig læsesal, koncertsal, konferencerum, filmfremvisning m.m. Helt nyt teknisk udstyr er blevet tilføjet. En skærm er blevet integreret i loftet og videoprojektoren gemmer sig diskret i et specialdesignet møbel.
Stuen har genfundet sin fulde arkitektoniske sammenhæng og sin oprindelige elegance samtidig med at den imødekommer beboernes nutidige behov og højner kvaliteten af Husets kulturprogram.














